Jens Voigts alder er næsten blevet til et underholdningsmoment blandt cykelfans. Den tyske veteran lader ikke til at lade sig gå på af hans snart 42 år, og han har derfor meldt ud til Tour of Utah, at han vil tage et år mere som professionel cykelrytter. Et godt Tour de France overbeviste ham.
- I år var jeg ikke i perfekt form til alle løb. Så derfor begyndte jeg at tvivle lidt på mig selv. Er jeg ved at tabe det? Skal jeg stoppe? Er det der ikke mere? Men så kørte jeg et godt Tour de France, og det viste mig, at hvis det er vigtigt, hvis presset er der, kan jeg stadig præstere. Hvis der er brug for mig, og folk er afhængige af mig, kan jeg stadig gøre det, sagde Voigt til et pressemøde ifølge cyclingnews.com.
Rygterne har svirret, og Jens Voigt har selv været ude og tvivle på, at han fortsætter næste år. Hans udbrud på Champs-Élyséés var således en hyldest til Tour de France, hvis det skulle blive hans sidste. Et Tour de France som han i starten af året ikke engang var sikker på, at han havde formen til.
- I år ville have været det første år, hvor jeg ville have sagt: '70 procent siger ja, jeg kører Touren, 30 procent siger måske ikke.' Før i tiden ville jeg have sagt: 'Selvfølgelig kører jeg Touren! Hvad er det for et spørgsmål?' Men i år vidste jeg det virkelig ikke. Jeg mente, jeg havde en god chance, men det var ikke givet, det var ikke 100 procent. Men i Californien lignede det, at jeg var i god form i bjergene og i enkeltstarten. Jeg er her stadig. Jeg kunne stadig være god for holdet.
En maskot
Netop holdet har altid været vigtigt for Jens Voigt. Den tyske roleur har aldrig selv været en mand, der skaber de kæmpestore resultater. To gange har han siddet i gult i Tour de France, han har vundet tre etaper, og hjulpet Carlos Sastre til den samlede sejr, dengang det stadig hed CSC-Saxo Bank. Derfor har Voigt også affundet sig med sin rolle som hjælperytter og angriber i tide og utide.
- For 10 år siden ville jeg have sagt, at jeg ville vinde en etape i Touren eller tage den gule trøje. Men i år besluttede jeg mig for, at det ville være en kanon Tour, hvis folk om aftenen i Paris prikkede mig på skulderen og sagde: 'Jensie, tak fordi du var der. Du var en stor del af holdet. En værdifuld del af hvad vi opnåede. Tak fordi du var der.' I år var det min definition af en god Tour. Så dine prioriteter skifter. Du er ikke så meget en vinder længere, men mere en arbejder, en mentor, en maskot, siger Voigt.
Jens Voigt joker som bekendt med det meste, og han har derfor sagt, at han bliver ved med at køre på cykel, fordi der venter seks børn og en kone derhjemme, men han har været meget bevidst om, hvornår det ville være passende at trække sig fra det højest niveau.
- Du sidste, du ønsker er at slutte din karriere med folk stående bag din ryg og sige: 'Det er Jensie. Ja, han var god før i tiden, men han missede sit øjeblik.' Det vil du ikke have. Du vil ikke ødelægge din karriere ved at blive ved for længe.
'The Jensie' har tidligere på året været rygtet til Team Saxo Bank-Tinkoff Bank, og han siger selv, at han overvejer flere hold, men at intet er sikkert endnu. Han har stadig ikke fundet ud af, hvor han vil køre næste år.
|