- Vi skal i hvert fald slutte mellem de 3 første, siger Bjarne Riis i dag til Politiken.
Dermed er kravene sat for dagens holdtidskørsel i Eneco Tour. Forventningerne til holdet var store før start, og de var sat som et af de hold, der godt kunne køre blandt de bedste. Team Saxo Bank-Tinkoff Bank ligger i skrivende stund på andenpladsen 9 sekunder efter Radioshack-Nissan, men mange af de store hold mangler stadig at køre.
- Vi har truppen, der kan lave et flot resultat på en etape af denne slags, og får jeg ret i det, vil Alberto samtidig ligge rigtigt godt til i den samlede stilling, siger Riis.
Dermed åbner han også op for, at Contador kan lave et samlet resultat i hans første løb, siden han kom tilbage fra karantænen. Og det er selvom, at terrænet på ingen måde ligger til holdets kaptajn. Ruten er helt flad, men indeholder endnu en individuel tidskørsel, og gode tempospecialister har tidligere vundet løbet.
- Selvfølgelig var Alberto umiddelbart efter gårsdagens etape træt efter sit første løb i så lang tid, men samtidig er han også glad for at alt forløb så problemfrit i et terræn som ikke just passer til ham.
Feltet styrtede på ind mod opløbsstrækningen, men Contador formåede at holde sig ude af det. Han trillede ind som nummer 108, og mistede 10 sekunder til den førende rytter. Det kan langt hen ad vejen tilskrives til holdet, mener Bjarne Riis, og han er derfor fortrøstningsfuld frem mod Vuelta a Espana, hvor Contador skal køre i kaptajnrollen.
- Holdet leverede et fremragende stykke arbejde med at sørge for, at han var helt fremme på det meste af etapen, og hvis alt former sig ligeså vellykket i de kommende dage, vil det være en perfekt forberedelse til Vuelta a Espana. Og jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg desuden tror, at han kan slutte blandt de bedste sammenlagt her i Eneco Tour, slutter Riis.
|