Dagens etape bød ikke på de helt store udfordringer; en kategori 3 stigning efter 77 kilometer, var nærmere en symbolsk placeret bakketop med det formål at få uddelt årets første bjergpoint end det var en egentlig stigning.
Allerede fra kilometer nul blev der angrebet i feltet, og specielt det lille Andalucia hold var aktive og lignede et hold, der var fast besluttet på at få en rytter med i dagens udbrud. Det lykkedes da i sidste ende også, da Javier Chacon kom afsted sammen med Francisco Javier Aramendia (Caja Rural) og Mikhail Ignatiev (Katusha).
Bjergtrøje til Andalucia
Det skulle da også vise sig at være en god idé at få Chacon med i dagens udbrud, da han tog sig af årets første bjergpoint og bliver bliver årets første indehaver af bjergtrøjen - og det endda selvom han faktisk ikke var første mand over stigningen. Det var i stedet udbrudskompagnonen Aramendia, men grundet ureglementeret kørsel i spurten blev han deklasseret og gik derfor glip af bjergtrøjen.
Contador stjal sekunder
De tre udbrydere fik oparbejdet et forspring, der etapen igennem lå mellem 3 minutter og 30 sekunder og 4 minutter. Der var således ikke stor chance for at snyde sprinterne, der mod mål satte deres hold frem for at køre udbrudet ind. Med 27 kilometer til mål blev Chacon sat af de to andre udbrydere, og 7 kilometer senere blev han hentet. Det betød, at der nu kun var to ryttere i front, og der var derfor to bonussekunder for feltet at køre om, da dagens anden indlagte spurt skulle køres. Her sendte Alberto Contador et signal af de helt store, da han kørte frem og snuppede dem.
Med 12 kilometer til mål måtte de to udbrudskompagnoner abdicere, og da ingen nye seriøse angreb blev sat ind, blev årets første massespurt en realitet, og i en meget tæt spurt tog John Degenkolb (Argos - Shimano) etapesejren foran Allan Davis (Orica - GreenEdge) og Ben Swift (Sky Procycling).
Jonathan Castroviejo beholder førertrøjen.
Resultat - 2. etape af Vuelta a Espana
1 John Degenkolb (Argos - Shimano) 4:38:40
2 Allan Davis (Orica - GreenEdge)
3 Ben Swift (Sky Procycling)
4 Elia Viviani (Liquigas - Cannondale)
5 Klaas Lodewyck (BMC)
6 Vicente Reynes Mimo (Lotto - Belisol)
7 Davide Cimolai (Lampre - ISD)
8 Gianni Meersman (Lotto - Belisol)
9 Manuel Antonio Leal Cardoso (Caja Rural)
10 Daniele Bennati (RadioShack - Nissan)
Samlet stilling
1 Jonathan Castroviejo Nicolas (Movistar)