|
|
|
|
|
|
|
|
Puncheur extraordinaire
|
|
Han er verdens bedste klassikerrytter lige nu. Ikke bare fordi han vinder de store cykelløb, men mindst lige så meget, fordi han har begejstret alverdens cykelfans med sin angrebsivrige stil og sine spektakulære sejre.
Men hvem er han egentlig, den belgiske cykelstjerne Philippe Gilbert? Cykelmagasinet forsøgte at finde svar på spørgsmålet, da vi i begyndelsen af januar var med på Omega-Pharma Lottos trænings-lejr på Mallorca.
|
|
AF: Cykelmagasinet 02. juli 2011 kl. 17:26
|
|
|
Det er svært ikke at holde af Belgiens nye superstjerne inden for professionel cykelsport, Philippe Gilbert. Han er venlig, imødekommende og tilgængelig over for såvel sine kolleger, arbejdsgivere og pressens udsendte. Smil og jokes sidder altid løst på valloneren fra Remouchamp, som de seneste to sæsoner har etableret sig som verdens bedste klassikerrytter.
– Phil er stort set altid i godt humør. Han skaber en god stemning på ethvert hold, siger finnen Jussi Veikannen, der i flere år var holdkammerat med Philippe Gilbert på Francaise des Jeux og nu igen på Omega-Pharma Lotto.
Samtidig er Gilbert også en intelligent rytter, der tænker før han svarer, har meninger om sin metier og tør sige dem højt. Det viser han over for journalister, men så sandelig også over for Omega Pharma Lottos sportsdirektører, når der skal lægges planer og taktik.
– Phil er den fødte leder. Han går forrest, tager ansvar og bliver kun bedre af det pres, der ligger på ham, siger holdets italienske sportsdirektør Damiani Roberto.
Omvendt er han på ingen måde fanatisk i sin tilgang til livet som professionel cykelrytter. Faktisk var noget af det første vi så, da vi ankom til Barcelo Park Hotel uden for Palma, Philippe Gilbert i baren med en mellemstor fadøl omgivet af cykelkolleger, hvoraf de fleste sad med en tynd kop kakaomælk. Sådan en mand må man jo holde af. Men var den gået på et spansk eller et italiensk hold? Eller hos Bjarne Riis? Ville man have set Contador indtage en stor fadbamse sammen med sine berigende madrilenske steaks?
Da jeg et par dage senere under interviewet med Gilbert spørger til hans forhold til øl, griner han bare.
– Jamen det er jo ikke et problem, at man drikker en enkelt øl. Helt ærlig. Mange cykelryttere er fanatiske på en helt forkert måde. Der er måske nogen, der ikke kan tåle det, men jeg kender min krop godt nok til at vide, at jeg ikke kører langsommere af at drikke en øl i ny og næ.
Sådan taler en mand med selvtillid, en mand rundet af solid belgisk landkultur, som ikke har ladet sig fordærve af cykelsportens krav om ekstrem askese.
[Lang vej mod toppen]
Men det er selvfølgelig ikke venlighed, intelligens og lysten til fadøl, der har gjort Philippe Gilbert så populær blandt cykelfans verden over, og som de seneste to år har indbragt ham alle Belgiens vigtigste sportspriser. Populariteten og priserne skyldes hans præstationer i cykelløbene: Denne fantastiske angrebsiver, som han har haft i hele sin karriere, men nu har lært at tøjle til gavn for sejrsstatistikken. Dette ukalkulerede mod til at tabe og forsøge igen og igen – om ikke før så i næste cykelløb. Denne evne til at sætte konkurrenterne fuldstændig til vægs med et eksplosivt antrit på en lille stejl stigning, som kun den rendyrkede puncheur har. Det er kvaliteter, som ikke kun belgierne forstår at værdsætte. Det er kvaliteter, som alle fans af cykelklassikerne har ønsket sig ville blive belønnet efter i mange år at have været vidner til den ene defensive, kalkulerende og nogle gange biokemisk optimerede sydeuropæer efter den anden – ingen nævnt ingen glemt, måske på nær Pozzatto…
Phillippe Gilberts vej til toppen af cykelhierarkiet har været lang og stabil. Hvert år siden sin professionelle debut i 2003 har han formået at forbedre sig en lille smule, inden det store gennembrud kom med sejren i Paris Tours i 2008 og det definitive Durchbruch med den næsten Merckx-agtige sejrsrække på lidt mere end en uge i efteråret 2009: Paris Tours, Coppa Sabatini, Giro del Piemonte, Giro di Lombardia.
Mange sejrsvante og tidligt udråbte talenter er løbet ind i en krise, når sejrstørken er indtruffet. Men ikke Gilbert, der vidste, at de store resultater nok skulle komme.
– Jeg har aldrig været i tvivl om, at jeg kunne blive en af de bedste – heller ikke efter min elendige sæson i 2007. Da jeg tegnede kontrakt med Francaise des Jeux (FDJ) i 2003 skrev de belgiske journalister, at jeg var en kommende vinder af løb som Amstel Gold Race og Liège-Bastogne- Liège. Jeg sagde til dem: ”Ja, jeg elsker de løb, og jeg skal nok vinde dem en dag, men I må vente fem-seks år”. For jeg vidste, at med min kørestil og evner, krævede det megen erfaring og en stærk fysik for at vinde. Tom Boonen var et exceptionelt talent, og med sine evner som sprinter havde han lettere ved at vinde store løb tidligt. Jeg skulle først have erfaring og blive fysisk stærkere.
Gilbert fortæller, at den indsigt om sine egne styrker og begrænsninger også var grunden til, at han valgte at køre for et fransk hold i den svage ende af cykelsportens førstedivision i stedet for et af de større belgiske hold.
– Dengang var ryttere som Van Petegem og McEwen stjernerne på Lotto-holdet, og på Quick Step var det Boonen og Bettini. Jeg vidste, at jeg ikke ville få frihed til at udvikle mit potentiale på hold med så etablerede stjerner. Så jeg valgte et hold, hvor jeg var sikker på at have en nogenlunde fri rolle, og hvor jeg samtidig kunne køre alle de løb, jeg helst ville køre. På den måde fik jeg fra begyndelsen langt mere erfaring end de fleste ryttere fra min egen generation.
Læs mere i Cykelmagasinet nummer 026
|
|
|
|
|
|
|
|
|