Landevejsdelen af de Olympiske Lege er overstået, og nu er det blevet tid til at se de respektive banestjerner udfordre hinanden i de fem olympiske discipliner, der er tilbage.
Danmark har fire deltagere med. Navnene er Michael Mørkøv, Casper Folsach, Lasse Norman Hansen og Rasmus Quaade. Alle fire kører de med på 4000-meteren i holdforfølgelsesløb, hvor Alex Rasmussen oprindeligt også skulle have kørt. Hans plads er dog, efter karantænedommen, overtaget af Folsach. Derudover kører unge Norman Hansen også med i omnium, banens mangekamp, hvor der dystes i seks discipliner.
De fem discipliner, der er på programmet, er, udover holdforfølgelsen og omnium, keirin, sprint og holdsprint.
4000-meter holdforfølgelse:
Her er der ingen tvivl om, hvem favoritterne er. Siden sidste OL, hvor Danmark fik sølv i disciplinen, har Storbritannien og Australien domineret disciplinen, og det ventes de også at gøre ved disse Lege. Bundniveauet og topniveauet er tårnhøjt hos de to nationer, og hvis ikke de efter Legene står med bedre tider end Storbritanniens verdensrekord forinden, vil det være en kæmpe sensation.
Bronzemedaljen er New Zealand favorit til, men de er noget mere svingende end Australien og Storbritannien. De skal dyste med Rusland og Spanien om de to pladser i bronzefinalen. Det er her, Danmark håber på at kunne overraske og komme med, og chancen er der, såfremt Danmark kan overgå de præstationer, den nuværende besætning har leveret tidligere.
Sprint:
I sprint er den britiske legende Sir Chris Hoy forsvarende mester, men han kommer ikke til at genvinde sin titel. Hver nation må kun have én sprinter med, og da Hoy er på bagsiden af sin karriere, har Jason Kenny overtaget pladsen, og det er nok ikke nogen dårlig idé.
Briten er blandt de store favoritter til en medalje, men han er ikke den største favorit. Det er den franske banesprinter Gregory Baugé til gengæld, med Kenny og den tyske muskelmand Robert Förstermann som de store konkurrenter. Medaljerne skal sandsynligvis fordeles mellem disse tre. Det bliver en ekstremt tæt affære
Hos damerne er briten Victoria Pendelton storfavorit, men hun vil blive udfordret af australieren Anna Meares, litaueren Simona Krupeckaite og Kinas Guo Shang. Forventningerne fra hjemmebanepublikummet er store til Pendleton, der kører sit sidste OL og er forsvarende mester.
Holdsprint:
Favoritterne i holdsprinten bærer stærkt præg af, hvem der har de stærkeste i den individuelle disciplin. Storbritannien er i denne omgang favorit, med Jason Kenny og Sir Chris Hoy i spidsen som en frygtindgydende duo.
Tyskerne vil forsøge at udfordre dem. Det samme vil Australien, imens Frankrig her er reduceret til en outsider. Alt andet end guld til Storbritannien vil være en skuffelse. Hos herrerne er der tre mand med på hvert hold
Hos kvinderne er briterne også favoritter med duoen Victoria Pendleton og Jess Varnish. De vil blive udfordret af Australien og Tyskland, men igen vil andet end guld være en skuffelse for briterne.
Red: Medaljer er uddelt.
Hos herrerne fik Storbritannien guld, Frankrig sølv og Tyskland bronze.
Hos damerne fik Tyskland guld, Kina sølv og Australien bronze.
Keirin:
Enter Sir Chris Hoy.
Dette er legendens, der vandt tre guldmedaljer på banen i Beijing, eneste individuelle mulighed for en olympisk medalje i år. Som i alle andre discipliner betyder hans deltagelse, at Storbritannien er favoritter. Keirin er en vild cykeldisciplin, der stammer fra Japan - hvor den er langt vildere, end det der bliver kørt ved OL. Det er alle mod alle, men Hoy er en muskelmand, man ikke vil gøre vred.
Modstanderne til ham er her Shane Perkins fra Australien og Azizulhasni Awang fra Malaysia, men der er MANGE kandidater til medaljerne her. Måske en af de tætteste banediscipliner overhovedet.
Anne Meares er et godt bud på en guldmedalje til Australien, men kampen mellem kvinderne bliver tæt.
Omnium:
Den nye dreng i klassen er banens mangekamp, kaldet omnium. Flere fik måske en smagsprøve på, hvad omnium indebærer, da 19-årige Lasse Norman Hansen tidligere på årets fik bronze ved verdensmesterskaberen.
Det danske stortalent har uden tvivl potentiale i omnium, og særligt i de individuelle elementer af mangekampen - 1000 meter på tid, 4-kilometeren og flyvende omgang - er han et unikum. Men i det hårde pointløb og eliminationsløbet har Norman det svært - fordi han er lidt af en pivskid, som han selv ofte har forklaret. Smider han hæmningerne er han en dansk medaljeoutsider, men modstanden er hård.
De store favoritter er australieren Glenn O'Shea, Canadas Zach Bell, New Zealands Shane Archbold og Storbritanniens Edward Clancy, og kampen om guld, sølv og bronze bliver meget tæt.
Hos kvinderne er det værd at kigge på Tara Whitten fra Canada, Sarah Hammer fra USA, Laura Trott fra Storbritannien og Anette Edmondson fra Australien. En discplin, der kan være meget svær at gennemskue ensidige spå om.
|