Ne på Den 44 kilometer lange enkeltstartsrute, der er planlagt til OL 2012, er en ret simpel en af slagsen. I løbet af de 44 kilometer skal man således kun køre opad i sammenlagt 125 meter, ligesom der heller ikke er mange afgørende, svære sving. Det er således en vaskeægte tonserrute
Havde Fabian Cancellara og Tony Martin ikke været ramt af uheld, havde de sammen med Bradley Wiggins med meget stor sandsynlighed udgjort podiets tre øverste pladser. Men sådan ser det ikke ud: Tony Martin har haft en uheldig sæson, mens Fabian Cancellara styrtede under landevejsløbet ved OL, og således står Bradley Wiggins tilbage som den altoverskyggende favorit til at tage OL-guldet.
Kan nogen besejre Wiggins?
Det helt store spørgsmål er, om nogen kan slå Bradley Wiggins. Bookmakerne tvivler meget kraftigt på det, og efter at han maltrakterede modstanderne i Tour de France er det da også svært at se andre guldkandidater end Wiggins – i hvert fald under de omstændigheder vi har lige nu.
Den nærmeste udfordrer er måske Tony Martin, der har haft en rædselsfuld sæson. Formen så endelig ud til at være tilbage kort før Tour de France, men punkteringer og styrt hindrede ham i at lave nogle resultater der, og senest var han også i asfalten under en træning i London. Tyskeren skulle dog være okay, men styrtet i Tour de France, der medførte en håndskade, bør gøre at han kun kan holdes som en outsider på en rute, der ellers passer ham helt igennem fantastisk.
Hos Fabian Cancellara var formen forrygende, men et slemt styrt i landevejsløbet gjorde ham tvivlsom til sidste sekund, men schweizeren har vendt tommelfingeren opad angående en start. Mon ikke den normalt så suveræne Cancellara kommer til at køre lidt under niveau efter det slemme styrt?
Umiddelbart ligner de tre herrer stadig podiekandidaterne, men efter de to sidstnævntes uheld, skulle det ikke være chokerende, hvis mindst én af dem misser podiet. Og så står konkurrenterne klar til at overtage deres plads på det eftertragtede podium. For eksempel kan man fremhæve en Chris Froome, der var den næststærkeste på enkeltstarterne i Tour de France. Kan han holde det høje niveau i en endagsbegivenhed? Og hvad med Taylor Phinney, der viste god form forleden i landevejsløbet? Begge ryttere er gode bud på en medalje.
Det samme kan siges om franske Sylvain Chavanel, der hele sæsonen igennem har været en af de stærkeste enkeltstartsryttere. Hvis han kan holde det niveau, så kan der være en medalje mere på vej til Frankrig. Andre jokere kunne være formstærke Luis Leon Sanchez, og Michael Rogers, eller den altid solide Gustav Larsson.
Set med de danske briller, er det hovedsaligt Jakob Fuglsang, der skal skaffe resultaterne, men meget andet end en top10 er for meget at håbe på.