|
|
|
|
|
|
|
Optakt: 19. etape af Tour de France
|
|
Paradeenkeltstart til Chris Froome og Bradley Wiggins. Det eneste spørgsmål synes at være, hvem af de to der vinder etapen.
|
|
AF: Ole Kristensen 20. juli 2012 kl. 19:53
|
|
|
Den lange, flade enkeltstart på næstsidstedagen kender vi efterhånden i Tour-sammenhæng.
I Indurains storhedstid var de ofte over 60 kilometer og blev vundet af “Den brune muskel” med flere minutter. Men 53,5 kilometer flad enkeltstart med muskler, der skriger på hvile efter over 3.000 kilometer rundt i Frankrig, er stadig rigeligt til at skabe store tidsforskelle. Ruten er meget lidt teknisk og kræver primært, at man kan æde sig selv i gear 54*11 i godt en time. En klassisk rute for specialisterne.
De fleste vil være rigtig glade, når morgendagens tidskørsel er overstået. Så venter nemlig kun paradekørsel og et afsluttende kriterium på Champs-Élysées. En festdag for enhver cykelrytter.
Favoritterne
De to bedste tidskørere blandt klassementsrytterne, Bradley Wiggins og Chris Froome, kommer til at lave en opvisning i morgen og komplet cementere, hvem Tourens to stærkeste ryttere er. Ingen tvivl om det.
Sandsynligvis kommer det til at gå som på Tourens første lange enkeltstart, hvor Wiggins slog Froome med sikker margin, selvom Wiggins' motivation og friskhed kan være forsvundet en smule på dette sene tidspunkt i løbet. Det kan give Froome en lille fordel.
Bag ved de to Sky-stjerner vil der være den vanlige kamp om placeringer i Touren. Vincenzo Nibali kommer sikkert til at konsolidere sin samlede tredjeplads, imens der eksisterer en lille mulighed for, at Tejay Van Garderen med en superpræstation kan hente Jurgen Van den Broeck på fjerdepladsen. Vi anser desuden Van Garderen for at være tredjestørste favorit til enkeltstarten i morgen.
Flere af løbets store profiler mod uret er allerede udgået. Tony Martin, Fabian Cancellara og Sylvain Chavanel kan nævnes. Det gør Wiggins' og Froomes favoritværdighed enorm. Cadel Evans vil forsøge at revanchere sig en lille smule med en flot enkeltstart, men hans kræfter ser ud til at være sluppet op.
Peter Velits, Denis Menchov, Andreas Klöden og Maxime Monfort er desuden også top 10 kandidater til etapen i morgen. Og måske Michael Rogers og Richie Porte også kan gøre væsen af sig.
Det ligner anden Sky-sejr i træk med en mulig tredje ventende til Mark Cavendish i Paris.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|