Hvis Cykelmagasinet havde fået lov til at bestemme, ville vi have afkortet 14. etape med 35 kilometer. Så ville målstregen nemlig have ligget på Mur de Péguère, der er en ubehagelig lang mur, som de sidste godt 3 kilometer stiger med 12 procent i gennemsnit.
Muren var planlagt til at være med i Touren i 1973, men blev fravalgt, så i år er første gang, rytterne skal op over den. Med 35 kilometer til mål er der dog en fare for, at klassmentsrytterne ikke tør angribe hinanden, og at Mur de Péguère dermed ender som en spektakulær parentes i det store klassement, og at et udbrud holder hjem. Men det tror vi ikke. Som dette Tour de France har udviklet sig - akkurat som det var målet hos løbsdirektør Christian Prudhomme, da ruten blev designet - bliver enhver chance for angreb udnyttet.
Det betyder, særligt med Cadel Evans muligheder for samlet sejr længere og længere væk for hver dag der går, at vi skal vente, at de store rykker på sig. Med en sprinteretape og hviledag de to døgn efter morgendagens etape kommer muskeltømmermændene fra etapens laktatfest heller ikke til at betyde for meget. De kan mere eller mindre soves væk.
Men angrebet skal komme langt udefra for at lykkes. Det vil kræve mandsmod. Måske kommer det til at kræve stor taktisk forberedelse. Hvis vi ser folk fra Liquigas, Lotto og BMC i dagens morgenudbrud, kan vi forvente ting fra klassements tunge drenge.
Favoritterne
Kommer morgendagens vinder fra et udbrud, eller skal han findes hos favoritterne? Sandsynligvis kommer vinderen fra et udbrud. Den tendens har vi set på de fleste andre bjergetaper - specifikt 10. og 11. etape. Imens udbrydderne giver fuld gas, kører favoritterne bare en tand mere afventende, og det giver udbryderne den lille afgørende forskel, når etapesejren skal fordeles.
Samtidig er der 20 point at køre efter til bjergkonkurrencen på de to hårde kategori 1-stigninger, og med et stykke til de mest alvorlige etaper i Pyrenæerne, burde de, der kører med i den konkurrence, køre efter etapen i morgen. Det bringer Frederik Kessiakoff, Pierre Rolland, Thomas Voeckler og Chris Anker Sørensen ind i billedet til etapesejren. De virker som nogle af feltets stærkeste bjergangribere, selvom Chris Anker er ved at være godt slidt.
Dernæst er der en række af dygtige bjergryttere, som er ude af klassementet. Rein Taaramäe er en af de fremmeste, der passer til i morgen. Også Rui Costa, Alejandro Valverde og måske yndefulde Thibaut Pinot, hvis han har fundet sine stjerneben igen, kunne finde på at røre på sig. Men det er vildskud. Og så passer den afsluttende nedkørsel til Luis Leon Sanchez. Spanieren må være fyldt med indestængt vrede efter dagens demonstration fra Bradley Wiggins side.
Fra favoritterne er det to mand, vi skal holde øje med. Cadel Evans og Vincenzo Nibali. De er feltets modigste ryttere, der evigt prøver at vippe Sky ned fra tronen. Og i morgen ligger etapen til et opgør. Men favoritværdigheden er stadig hos udbrydderne.
|