|
|
|
Michael Mørkøv vandt elitens Fyen Rundt 2011. |
|
|
|
|
|
|
Mere end 2000 cykler Fyen Rundt
|
|
Der bliver trængsel ved startlinjen, når Fyen Rundt på søndag skydes i gang i Odense. Motionscykelløbet står over for en deltagerrekord og ikke mindst en indfrielse af arrangørernes vision om 2000 deltagere.
|
|
AF: Andreas Ø. Pedersen 12. august 2012 kl. 20:06
|
|
|
- Da vi for alvor gik ind i løbet for tre år siden, satte vi sammen med Cykling Odense et mål om, at motionsløbet skulle vokse og i løbet af få år opnå 2000 deltagere, siger projektleder Sten Poulsen fra Udvikling Fyn A/S – Sport & Event.
- Vi indså det første år, at målsætningen måske var en smule ambitiøs, og at det krævede lidt grundigere analysearbejde at finde nøglen til en udvidelse af deltagerskaren, men jeg har hele tiden vidst at potentialet var der, tilføjer han.
Cykling Odense har været enearrangør af Fyen Rundt lige siden starten i 1894 og formand Claus Rasmussen glæder sig over, at det bl.a. med sideevents i målområdet og spændende navne i eliteløbet, nu er lykkedes at skabe en fælles fynsk begivenhed, som har en plads i de fleste danskeres bevidsthed.
- Rent afviklingsmæssigt er mange flere ting blevet sat i system de sidste par år, og i samarbejdet med Udvikling Fyn A/S – Sport & Event har vi formået at sætte den prik over i’et, som gør løbet attraktivt og kendt for en bredere skare, siger Claus Rasmussen, der lover, at de mere end 2000 deltagere kan se frem til et yderst velorganiseret løb på søndag.
En hånd fra Kræftens Bekæmpelse
Fyen Rundt er i år en del af Kræftens Bekæmpelses landsdækkende event ”Hele Danmark cykler”, der på det seneste har reklameret for sig selv i spots på landsdækkende TV i den bedste sendetid.
- Der er ingen tvivl om, at løbet har fået en hånd til at løfte deltagerantallet fra ”Hele Danmark cykler” - specielt hvad angår familieruten på 25 km. Men jeg vil også påstå, at stigningen skyldes det faktum, at vi rent faktisk har et unikt cykelløb med en enestående mulighed for at se det meste af Fyn fra sadlen. Det er et stykke meget smuk natur, Fyen Rundt snor sig igennem, siger Sten Poulsen.
Trods boomet i tilmeldinger melder Fyen Rundt endnu ikke om udsolgt. Hvis man er morgenfrisk, er der sågar reserveret et mindre antal startnumre til salg på dagen, så der er stadig mulighed for at blive del af den store fynske cykeloplevelse.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|