Chris Anker Sørensen vil meget gerne vinde prikker i årets Tour de France. Derfor overrasker hans flotte præstation på enkeltstartscyklen Michael Rasmussen. Tourens tidligere ubestridte bjergkonge, Kyllingen fra Tølløse, mener nemlig at Oksen fra Hammel burde have brugt enkeltstarten som en halv hviledag.
- En enkeltstart bør – af dem, der ikke er klassementsryttere eller specialister – betragtes som en halv hviledag, siger Michael Rasmussen overfor tour.tv2.dk, og svarer på spørgsmålet om det ligefrem var dumt af Chris Anker Sørensen:
- Jeg havde ikke gjort det.
Michael Rasmussen var en mester til at sætte alt på ét bræt og satse på få, men nøje udvalgte dage. Ifølge ham bør Chris Anker Sørensen gøre det samme, nemlig at satse på få dage, hvor bjergpointene er mange, og ellers holde lav profil på mange andre etaper.
- Hvis klassementet ikke er en målsætning, så gælder det jo om at sætte kryds i kalenderen de dage, hvor der er store bjerge, og hvor man kan hente mange bjergpoint. Det er jo lige gyldigt, om han taber fire minutter i dag (i går, red.), eller hvad han gør, siger Michael Rasmussen.