Når en cykelrytter nærmer sig 26-27 år, er det et godt tidspunkt at gøre status og finde ud ad, hvor langt og hvad talentet rækker til inden karrierens bedste år indledes. Prædikatet ”lovende” skal helst skiftes ud med ”vindende” for ikke at havne i den overfyldte kasse med evige talenter. Jakob Fuglsang er blevet 26 år, han er talentfuld, og han er en vindende cykelrytter. Men antyder vinterens skifte til de Luxembourgske leoparder sammen med halvdelen af Saxo Bank holdet, at han ikke er klar til at tage skridtet fuldt ud endnu og træffe et valg, der bringer ham ud af de sikre rammer med den vante rolle og placerer ham i brændpunktet for omverdenens pres?
[AMSTEL]
Vi møder Jakob Fuglsang før Amstel Gold Race i Ardennernes hjerte på leopardernes base til det, der populært kaldes Ardennerugen. Det alt for dyre hotel i et stramt minimalistisk nordisk design giver ikke de fjerneste associationer til blodet, sveden og tårerne, som vi normalt forbinder med cykelløb, men danner et matchende bagtæppe til leopardernes retrocool cykeltrøje og selvopfattelse. I løst afslappet tøj, høfligt imødekommende og med et lille smil i mundvigen møder Jakob Fuglsang os med den ro og selvtillid, som det giver at være klar og velforberedt.
Holland er for størstedelens af landets vedkommende fladt, men øst for Maastricht i Limburgs blindtarm, kilet ind mellem Belgien og Tyskland, strækker Ardennerne sine grønne udløbere mod nord og kræver cykelløb. På en rute, der på kringlede småveje zigzagger sig fra den ene korte stejle bakke til den næste, er scenografien til aggressivt cykelløb skitseret. Det hele afsluttes med en laktatsprøjtende afgørelse på Caubergs tocifrede stigningsprocenter. Teknik, eksplosion og slidstyrke er de vigtigste fysiske karakteristika til Amstel Gold Race. Så passer Amstel ikke rigtigt godt til Jakob Fuglsang?
– Jo, det gør det. Umiddelbart ligger Liege-Bastogne-Liege endnu bedre, men Amstel ligger også godt. Der er mindre positionskamp i Liege og længere stigninger. Fuglsang er en af hele fire kaptajner, som Leopard-Trek stiller til start med i Amstel. Cykelmagasinet konfronterer Jakob Fuglsang med, at den skræmmende pedalbrigade, som han danner forreste geled i, udelukkende rummer ryttere, der mangler eksplosion og skal slide sine modstandere op. Cancellara, Schlecks og Fuglsang har næsten udelukkende vundet deres sejre på den grumme måde; ved at gøre cykelløbet hårdt og så afslutte med at gøre det endnu hårdere. Det kan ende med at blive lidt endimensionelt, når ugens fokus bliver at slå en ustyrligt velkørende Phillippe Gilbert, der ser ud til at kunne vinde cykelløb med enten kløgt, udholdenhed, teknik, eksplosion, eller hvad han ellers lige finder frem til situationen fra det fysiske og mentale arsenal. Alle forventes at sidde og kigge på Gilbert, og det er vel det eneste man ikke må gøre?
– Der skal køres cykelløb inden Cauberg. Men jeg tror nu ikke, vi lægger vores løb an på Gilbert alene. Vi har så stærke ryttere og vi skal køre det på vores måde og se om vi ikke kan præge, hvordan det udvikler sig. Vi er ikke et hold af sprintere eller finisheurs. Så vi skal prøve at udnytte, at vi er fire mand, der alle kan gøre løbet hårdt for de andre, så vi slipper af med Freire og Gilbert, inden vi når til Cauberg.
De fire kaptajner blev sidenhen til to, da Fabian Cancellara styrtede ind i Fränk Schleck på et kritisk tidspunkt i løbet. Det skulle netop vise sig, at selv helhjertede forsøg fra Jakob Fuglsang og Andy Schleck på at gøre løbet hårdt, ikke var nok; Oscar Freire og Phillippe Gilbert sad med, da opløbet op ad Cauberg begyndte i Amstel Gold Race. Gilbert vandt helt suverænt på toppen af Cauberg, selv om han havde investeret en del kræfter i at køre Andy Schleck ind, mens Jakob Fuglsang kørte ind på en ærefuld, men utaknemmelig fjerdeplads.
Læs mere i cykelmagasinet nummer 027
|