Jakob Fuglsang leverede sidste år et flot resultat ved Amstel Gold Race, da han sluttede på en fjerdeplads i det hollandske løb - fire sekunder efter sidste års uovervindelige klassikerrytter, Philippe Gilbert. Med den præstation i baghovedet har danskeren fokus på VM i Holland i år, hvor store dele af ruten er fuldstændig identisk med sidste års Amstel.
- Ja, det har jeg i hver fald i tankerne, at det godt kunne ligge godt til mig efter Amstel sidste år, hvor jeg blev firer. Der tror jeg på, at et VM, der ligger på en rute, der lidt ligner Amstel, vil jeg også have en chance for at kunne køre med helt fremme. Nu må vi se, om ikke vi har Matti med tilbage på VM-holdet, siger Jakob Fuglsang til cykelmagsinet.dk.
Også landstræner, Lars Bonde, har tidligere talt varmt om Fuglsangs deltagelse i løbet, og hvis Fuglsang skulle få muligheden for at være kaptajn, skulle det i så fald være i en delerolle med danskernes helt store VM-håb, Matti Breschel, mener RadioShack-Nissan-rytteren selv.
- Ja, det kunne jeg godt. Men det skulle stadig være i en delerolle med Matti, hvis han er fit-for-fight. Matti har kørt så mange store resultater hjem til netop VM, og jeg tror på, at det er en rute, som der nu kommer til VM i Holland, der også passer godt til ham. Så hvis det skal være, så skulle vi køre med to kaptajner, og to der har frie roller. Så må vi se, hvem der lige rammer det rigtige hug, og hvem der lige har dét tilsidst.
Selvom danskeren kun vil være delekaptajn med Matti Breschel, hvis han skulle få chancen for det på den bakkede rute, vil han ikke stille sig tilfreds med udelukkende at skulle hjælpe Matti Breschel til sejr.
- Jeg vil ikke stille mig tilfreds udelukkende at køre for ham, men det vil tiden vise og hvordan formen den er.
|