|
|
|
|
|
|
|
|
Finale i Finale
|
|
Mountainbikesporten er meget mere end cross country. Tidligere danmarksmester i cross country, Sandra Dolcerocca´s, har været på roadtrip i Italien til et enduro etapeløb. Det er svært ikke at blive fristet.
|
|
AF: Sandra Dolcerocca 31. december 2011 kl. 21:40 // FOTO: Ale de Lullo, Ritchey Schley, Manfred Stromberg
|
|
|
Klokken er 14, fredag den 21. oktober, og jeg hopper ind i min Renault Scenic. Afgang mod Italien, nærmere bestemt Finalen i Superenduro, som sjovt nok finder sted i byen Finale i Ligurien. Jeg har glædet mig til denne tur siden starten af juli, hvor jeg var her sidst for at besøge Ricci, en god bekendt. Han er en af arrangørerne bag eventet og inviterede mig til at komme og se, hvad det handlede om.
Hvad er Enduro?
Enduromountainbiking er en forholdsvis ny disciplin indenfor mountainbiking. Betegnelsen ”Enduro” kommer oprindeligt fra langdistance motorcykelsport, hvor der køres på midlertidigt anlagte baner eller banespor i det der kaldes ”off road” terræn. Enduro består af forskellige forhindringer og udfordringer i varierende sværhedsgrad. Størstedelen af Enduroløb køres som tidsløb mod uret, i etaper af forskellige længder (på fransk kaldet “spéciales” på engelsk “stages”). De forskellige stages/etaper er forbundet af transport etaper, hvor der ikke bliver taget tid, men hvor hver enkelt deltager har en max-tid, til at nå hen til næste etape. Vinderen er den deltager, der har den samlede hurtigste tid, på alle de etaper, hvor der tages tid. SuperEnduro, er en løbs-serie på 13 afdelinger, der alle foregår i Italien. Der er lignende cups i Frankrig, England, Finland og Schweiz. I 2012 år kommer bl.a. Tyskland med ind i legen. Derudover er der masser af endagsløb, ofte med en massestart, som fx Megaavalanche løbene.
Enduro som UCI-diciplin?
Ricci tager imod mig med åbne arme og installerer mig og min cykel, (Commençal Supreme) i et værelse i hans Bed&Breakfast. Derefter går det med ekspres fart ned til expo-/start området, hvor Ricci der er en af de hovedansvarlige for hele eventet, har en masse løse ender der skal samles op på inden starten går på prologen næste dag kl. 19. Jeg går rundt og falder i snak med en fyr der hedder Chris Ball. Han er koordinator for UCI’s gravity og endurance afdeling, og fortæller glad at endurance diciplinen formegentligt kommer til at være en UCI disciplin i 2013. I den forbindelse er Chris kommet for at tjekke arrangementet ud, og for at møde alle arrangørerne og nogle af pro-riderne.
I forbindelse med at det er finalen på den italienske cup og at UCI har sendt Chris Ball for at vurdere arrangementet, har Ricci sørget for at feltet er spækket af top navne indenfor Enduro, DH og Freeride og sågar x-country. Hvis der skal namedroppes behøver følgende næppe nogen introduktion: Nicolas Vouilloz, Remy Absalon, Jerome Clementz, Tracy Moseley, Dan Atherton, Richie Schley, Tanja Zakelj, Manuel Fumic, Marco Aurelio Fontana og mange flere.
Akklimatisering
Lørdag, dagen før dagen, kører jeg ud for at akklimatisere mig til de Italienske bjerge der er noget stejlere end mine egne baghave i Frankrig, hvor jeg bor. Jeg forsøger uden held, at få et lift op til starten af den første etape, så jeg ender med at cykle op. På vej op til den anden etape bliver jeg heldigvis samlet op af nogle italienere der ikke kan engelsk, så samtalen på vejen op foregår i et miskmask af franske-italienske-spanske gloser og en masse håndtegn! En af rytterne er den Italienske x-country mester i kategorien U23, og det er også hans første enduro løb.
Middag i fint selskab
Da jeg kommer tilbage til mit værelse ved 17-tiden sidder mine naboer, to brittiske fyre fra Crank Brothers, og drikker thé mens de ordner cykler. Vi falder I snak og følges ned til prologen der starter kl. 19. De synes det er kedeligt at jeg skal spise helt alene (det synes jeg egentligt også selv, men sådan er det bare engang imellem når man ikke har et team) og inviterer mig til at spise sammen med den efter løbet.
Mens jeg står sammen med de 399 andre deltagere og venter på at det bliver min tur, præsenterer speakeren alle hovednavnene, og jeg finder ud af at den ene af mine naboer (Robert Cooksley) er Britisk mester i enduro!
Starten går og derefter bliver vi sendt afsted med 20 sekunders interval. Vi er 23 kvinder til start, hvilket er helt exceptionelt. Normalt er kvindefeltet i enduro løb på omkring 5-10 kvinder. Jeg falder i snak med en af de andre, Louise fra Sverige, som har boet i Finale de sidste tre år. Hun har kørt en del enduroløb, og forklarer mig, hvordan det hele kommer til at foregå i morgen, hvilket er temmelig rart idet “de Italienske omstændigheder” har gjort det meget svært at få pålidelige oplysninger. Til aftenens middagsaftale møder jeg den britiske enduro-løbsarrangør og det ender med at jeg går I seng med ondt i mavemusklerne af latter, britisk humor er en klasse for sig!
“Kun” 22 sekunder efter Tracy Moseley
7.30 søndag morgen hopper jeg ud af sengen, som om det var juleaften eller min 10 års fødselsdag. Det er koldt men solrigt og himlen helt azurblå. Det kommer til at blive en fantastisk dag. Min start er kl. 10.08, så jeg gør mig klar, dobbelttjekker dæktryk og indholdet i rygsækken. Klokken 9 tager jeg ned til startområdet for at se de første pro ryttere blive sendt afsted. Jeg møder igen Louise der har nummer 521, og da jeg selv har nr. 518 aftaler vi at følges op til den første etape, idet vi bliver sendt afsted i grupper på 4.
Dagens løb er 50km med 1.500 højdemeter, og i alt 5 etaper med tidstagning. Turen op til første etape er på 5km med en ca. 300hm stigning. Jeg kører i gruppe med Louise, Tanja fra Slovenien (endnu en verdensmester i 2008 og bronzevinder 2011 til EM) og Betty fra Italien. Vi er alle godt varme da vi når op til første etape. På vejen op har jeg spurgt om detaljer vedrørende de tre sidste etaper, som jeg ikke fik prøvekørt i går. Efter hvad jeg kan forstå, er det den første og femte etape, der er de teknisk sværeste.
Det bliver min tur, og der bliver talt ned fra 5 og jeg giver den fuld gas. Det første stykke er en hurtigt singletrail, efterfulgt af et meget svært teknisk stykke på klipper og med skarpe sving. Derefter igen en hurtigt singletrail. Vi bliver sendt afsted med 20 sekunders intervaller, men inden slutningen af etapen, det tager mig 6min og 27sek, har jeg nået at overhale to kvinder foran mig. Utroligt så højt pulsen kommer op selvom det bare går ned af! Jeg er glad og tilfreds og angriber opkørslen på 8 km op til anden etape.
Resten af dagen går med at køre i rimelig fart op til etaperne. Tempoet er langt fra løbs tempo og der er plads i lungerne til at tale med en masse af de andre ryttere undervejs. Jeg møder blandt andre den tidligere tyske DH mester Manfred Stromberg, og Pauline Dieffenthaler der blev nr. 2 i Megaavalanche i år. Jeg føler mig lidt forlegen i det voldsomt gode selskab af ekstremt gode mountainbike ryttere. Men de er alle meget åbne og imødekommende, og på trods af, at det er en seriøs konkurrence, bærer atmosfæren præg af, at målet ikke kun er at vinde, men også i høj grad at have det sjovt på cyklen.
Alle mine etaper gik godt uden styrt. Desværre punkterede jeg på den anden etape efter kun 1 minut, så det kunne ikke betale sig at køre videre på fladt dæk. Jeg fandt mine gamle cykelbudskundskaber frem i hurtigt slangeskift. Dog måtte jeg sande at jeg har tabt lidt af grebet, så jeg mistede 8 minutter. Jeg endte på en samlet 11. plads blandt kvinderne og blev nr. 276 ud af alle 400 deltagere. Mit bedste resutalt var på den fjerde etape, hvor jeg var tredje hurtigst, « kun » 22 sekunder efter Tracy Moseley – DH verdensmesteren fra 2010!
Hos mændene blev det samlede resultat:
Remy Absalon, Nicolas Vouilloz, Davide Sottocornola og Dan Atherton paa 4 pladsen.
Kvinder: Tracey Moseley (nr. 70 samlet!), Tanja Zakejl (samlet 124) og Louise Paulin.
|
|
|
|
|
|
|
|
|