Efter anden verdenskrig var Europa fysisk og mentalt en ruinhob. Befolkningen sultede og var mere klædt i laser end tøj. Europa var det omvendte Disneyland og dybt afhængig af Marshallplanen, der blev gennemført mellem 1948-51. Men der skulle jo til at køres cykelløb igen, og til det første internationale løb efter krigen, Milano-San Remo i 1946, varslede Fausto Coppi nye tider ved at vinde med et usædvanligt tidligt udbrud. Synet af Coppi iført den himmelblå Bianchi-trikot – kun cyklen var celeste lakeret – på vej ud af Turchino-passets tunnel er gået over i cykelhistorien som øjeblikket, hvor en ny epoke startede. Hans forspring til nummer to var på 14 minutter! Hans italienske ærkerival Gino Bartali var så gal i skralden over slet ikke at komme på podiet, at han tavst rullede i mål og direkte til sit hotel.
I de tidlige år efter krigen var Coppi en frelser, fordi han var et forbillede og gav folk noget at samles om i ualmindeligt hårde tider. Han blev født i 1919 og mistede dermed pga. krigen nogle gode år som cykelrytter. Han blev tilbudt en stabsfunktion i hæren, men ønskede selv at komme i felten. Når fædrelandet var i krig, mente han, at det var for slapt for en sportsmand at gemme sig bag et skrivebord. Han blev sendt til Nordafrika, og taget til fange af briterne. De var så humane, at de flækkede en cykel sammen, han kunne træne på.
[Verdens mest komplette rytter]
Allerede i en alder af 21 år luftede Coppi sit format, da han vandt Giroen i 1940. Han startede som hjælperytter, men sluttede som kaptajn, da hans klasse var umulig at overse – selv for den ’officielle’ holdkaptajn. Dengang kunne man kende stjernerne på, at de havde råd til hvide sokker. Coppis var sorte. I 1942 forsøgte Coppi sig – med henblik på et senere rekordforsøg – med en improviseret forberedelse mod ”timen” på Vigorelli banen i Milano. Det lykkedes at finde et hul mellem luftangrebene, og Coppi satte en timeverdensrekord, der stod i 14 år. At slå den krævede en særdeles tempostærk ung franskmand ved navn Jacques Anquetil. Derfor var det med stor spænding, da Coppi stillede op til sin første Tour i 1949. Allerede på det tidspunkt var han godt i gang med at cementere Campionissimo-myten, mestrenes mester.
Heldigvis for Fausto Coppi og cykelhistorien var Tour-general Jacques Goddet galt afmarcheret. Coppi havde blot haft en dårlig start på løbet og ved at slutte i gult, var han første rytter nogensinde til at vinde to store etapeløb i samme sæson. Giroen havde han allerede vundet for tredje gang det år. På en afgørende Giro-bjergetape samme år var nogle journalister ved at betale regningen for frokosten på en café, da nærmeste konkurrent til Coppi kom forbi. Coppi selv havde passeret dem midt under hovedretten.
Ud over de hjemlige klassikere havde han også interesse for forårsklassikerne, og vandt Paris-Roubaix i 1950 ved at køre de sidste 45 kilometer alene hjem. Til Fleche Wallone samme år havde to ryttere fået hul, men Coppi satte feltet og stak alene op til dem. Da han kom op til dem, satte duoen satte sig straks på hans hjul. Det i sig selv var en præstation for udbryderne, der allerede kørte på maksimum. Coppi slap derimod styret for at proviantere, og bagefter spurgte han venligt, om de ikke snart skulle træde i pedalerne igen. Den ene rytter, Jean Chateau, svarede ved omgående at stå af, og siden fandt han sig et andet arbejde. Det var for ydmygende at blive sat af rytter, imens han skrællede en appelsin! Og jo, Coppi vandt endnu en sejr. Touren 1952 havde for første gang mål på bjergtoppe, og det endte i ren Campionissimo-opvisning. Coppi arriverede til Paris i gult med et forspring på over 28 minutter. Måden at vinde på imponerede mere end forspringet i sig selv, for det var set før. Hver gang, etaperne endte på toppen, kom Coppi først; Alpe d’Huez, Sestriere og Puy-de-Dôme – lutter mytologiske Tourbjerge.Nu om dage bliver en gul trøje trukket af hjælperytterne hen til sidste bjerg, inden de kører en bjergspurt. Selvom Coppis gule trøje allerede hang sikkert på tørresnoren, gik han alligevel selv langt tidligere på arbejde. Mod Sestriere skulle han også over Croix-de-Fer, Galibier og Montgenèvre, og han var første mand over dem alle. Alle Coppis sejre havde samme enkle taktik; Angreb, angreb og atter angreb. Om der var tale om datidens skærvebjergveje, fladbane, pavéer, Ardenner-stigninger eller cykelbaner og for den sags skyld, om det var en enkeltstart, klassiker eller et etapeløb, gjorde ingen forskel. Fausto Coppi vandt det hele suverænt.
[cykelrytter døgnet rundt]
Fausto Coppi var måske den første cykelrytter, der var cykelrytter alle døgnets 24 timer. Han fulgte med i alt nyt om ernæring, træningsmetoder og deltog i udvikling af udstyr hos Bianchi og Campagnolo. Han var den første, der for alvor strukturerede sin træning med intervaller og jævnlig motorpace med derny. Menneskerne omkring sig tog han sig også af. Den blinde massør, Biagio Cavanna, og personlig mekaniker, Pinella, fulgte ham hele hans karriere. Hjælperyttere sørgede han altid for at motivere med generøst fordelte præmiepenge. Løbsplanlægningen var alt andet end tilfældig, idet han på forhånd havde erindret sig ruternes angrebspunkter i forhold til rivalernes svagheder og styrker. Intet kontrollabelt var overladt til tilfældigheder, og cyklen tog han naturligvis altid med på hotelværelset. Før det Paris-Roubaix han vandt, var cyklen blevet pavé-forberedt, og han varmede op med at rulle 50 kilometer. Pressen plejede han bevidst, og ikke mindst meget venligt. Han ankom engang til Paris med toget, og spurgte de ventende journalister på perronen, om de ikke hellere ville vente til hotellet med at interviewe ham. Der havde de jo bedre arbejdsbetingelser. Campionissimo eller ej bød tilværelsen som cykelrytter også på nedture. Den største var tabet af broderen, Serse Coppi, der omkom efter et styrt i Giro del Piemonte i 1951. Coppi selv styrtede også, og hans svage knogler gjorde, at han blev ekspert i langtidsrestitution. I alt 20 gange brækkede han knogler bl.a. hoften og adskillige ryghvirvler. Og det var ikke just, fordi hans køreteknik havde mangler. Den var eminent! Når han kørte løb var det enten eller; fokuseret på vej mod noget stort eller en søvndyssende rutinedag i feltet. Koncentrationen kunne svigte, når der alligevel ikke var noget at køre for.
[Bartali og blasfemi]
Konflikter har aldrig været en mangelvare i støvlelandet, og det bidrog såvel Coppi som Gino Bartali til. Da Coppi vandt sin første Giro, var hans Legnano-hold delt begejstrede. Den forkerte rytter vandt! Officiel holdkaptajn Bartali skulle have vundet. Da Coppi efter krigen skiftede til Bianchi-holdet, fik Bartali Legnano-holdet helt for sig selv. Bartali var en mand, mange italienere kunne lide. Han var en sympatisk mand, der sled og slæbte sig til sine sejre, kom fra landet og var meget katolsk. Som dobbelt Tour- og tredobbelt Giro-vinder samt nogle nævefulde klassikere og mesterskaber, var han langtfra nogen ringe cykelrytter – nok nærmere en ægte Campione. I 1948 lå han 21 minutter fra den gule trøje i Touren, og den italienske ministerpræsident bad ham om at vinde for at skabe ro i et ustabilt Italien. Bartali vandt med et forspring på 26 minutter – og generalstrejken blev afblæst. Gudskelov! Coppi var så elegant, at hans tråd aldrig lignede fysisk anstrengelse. Han kom fra det rige Norditalien og klædte sig smart i modetøj suppleret med designer solbriller. Men det var det rene vand imod, at han forargede det halve Italien ved at forlade sin hustru og datter til fordel for en gift kvinde, den hvide dame. Hun fik øgenavnet, idet hun var klædt i hvidt på de første paparazzi fotos i selskab med Coppi, og ingen kendte hende. Såvel Giulia Occhini, for den hvide dame havde et pigenavn, som Coppi fik endda betingede domme for deres forbrydelse. Rivaliseringen stak dybere end det sportslige, da religion i en stærkt katolsk nation sammen med politiske uenighedermellem Nord- og Syditalien altid har fyldt en del. Mange år i trækhavde aviserne kun brug for to overskrifter: Bartali slog Coppi eller omvendt. Til tider gik det så meget over gevind, at de mere kørte efter at forhindre hinandens sejre end selv at vinde. Specielt til Touren var det et problem, idet man havde nationshold. Hvem var holdkaptajn? Alfredo Binda, italiensk sportsdirektør og cykellegende, blev flere gange sendt på diplomatisk overarbejde. Hver gang var løsningen, at kamphanerne selv valgte deres hjælperyttere, og man kørte for den bedste mand. Coppi trak altid den lange eger, når de begge stillede op. Kun hvis den italienske ære var på spil, kunne de enes.
[Generøs vinder]
Den 2/1 1960 døde Fausto Coppi af malaria efter en jagtrejse til Afrika, og kunne muligvis være reddet, hvis hospitalet havde lyttet til andres menneskers råd. En af hans rejsefæller, den franske Tour vinder Raphaël Géminiani, blev korrekt diagnosticeret og kom sig. Det var så fakta. Ifølge massøren, Biagio Cavanna, var Giulia Occhini skyld i Coppis død. Som Campionissimo var Coppi mere end en af verdens mest vindende cykelryttere nogensinde. Han var en generøs holdkaptajn, idet han personligt sørgede for, at alle på hans hold følte sig godt tilpas ved at give dem opmærksomhed og ikke mindst betale dem godt. Tillige tog han helt frivilligt en mentorrolle for f.eks. de yngre franskmænd Louison Bobet, tredobbelt Tour vinder, og Jacques Anquetil, Coppis tronfølger som cykelsportens ubestridte numero uno. Coppi ændrede fundamentalt cykelrytterens rolle for altid, og det er lidt svært at få øje på forskellen mellem nutidens professionelle ryttere og Coppis måder at forberede sig på. Selv efter over et halvt århundrede er hans leveregler for cykelryttere stadig uforandrede. Kun teknologien har udviklet sig. I særdeleshed Coppis enkle angrebstaktik skabte spektakulære cykelløb, og det må nutidens ryttere hjertens gerne også lade sig inspirere af.
|