af forfatter Jesper Ralbjerg
Det er en knivspids vanskeligt at værdsætte vejrgudernes regnfulde indblanding, når man står på landevej D618 i 12 graders såkaldt sydfransk sommervarme og glor på to skilte, der i hver deres retning peger op mod henholdsvis Col de Portet d’Aspet og Col de Menté. Selv min bror, som normalt trives under fugtige og blæsende klimatiske forhold, ser lettere mistrøstig ud ved tanken om den forestående tur, der truer med at udvikle sig til noget nær en polarekspedition på to hjul.
Nå, lidelserne er jo selvvalgte og forventede eftersom vi befinder os midt i ”Tour-land”. Der er dog ingenlunde tale om, at en Tour-feber har ramt Pyrenæerne. Med mere end 4 uger til at feltet lægger vejen forbi disse kanter, er det ganske enkelt for tidligt. Det tætteste vi kommer på en Tour-feber, er de lettere utydelige og udvaskede slagord på asfalten på dagens to stigninger. Col d’Aspin skulle efter sigende være indehaver af en slags uofficiel Tour-rekord idet tilskuerne for nogle år siden begyndte at slå lejr her ikke mindre end 11 dage før rytterne kom forbi! I løbet af dagen kan vi konstatere, at vores tilstedeværelse og vores heroiske kamp på skråningerne ikke har lokket en eneste cykelfanatiker af huse – vi har bjergene for os selv i vores bestræbelser på at gå legenderne i bedene!
Det er jo netop på nedkørslen på Portet d’Aspet, at den italienske, olympiske mester i landevejscykling, Fabio Casartelli, omkommer efter at have knaldet pandebrasken imod en kilometersten i vejkanten i 1995, og det er jo på nedkørslen fra Menté, at spanieren Luis Ocana må udgå efter et brutalt styrt i dommedagsvejr i 1971 på et tidspunkt, hvor han har kørt selveste Eddy Merckx mere end 8 minutter agterud i klassementet.
To dybe indåndinger og et sving til venstre, og så starter balladen. Ganske vist er der kun 4,4 kilometer til toppen, men i gennemsnit stiger vejen 9 %. Efter få hundrede meter passerer vi mindesmærket for Casartelli. Sveden driver allerede af os og svier i øjnene, så vi udnytter taknemmeligt lejligheden til at gøre et fotostop. Fornøjelsen er dog kortvarig, og snart efter sidder vi atter og kæmper mod dårlig asfalt, faldende temperaturer, tiltagende regn og urimeligt stejle ramper. Da vi har lagt mindesmærket cirka en kilometer bag os, starter den sjove del af festen for alvor. Min brors Garmin siger, at vejen stiger med hele 19 % - det er ikke just den slags beskeder man har lyst til at høre, når palminen strømmer ud fra ens porer! Langsomt, uendeligt langsomt, får vi kæmpet os op gennem hårnålesvingene til den særdeles uspektakulære top. Udsigten er mildest talt en skuffelse, og det bliver selvfølgelig ikke en skid bedre af, at tågedisen lægger sig kold og klam omkring omgivelserne og os, men det er vidunderligt befriende, at stedet ikke er overfyldt af restauranter, cafeer, souvenirboder og andre turistfælder.
Et par hurtige knips på kameraets udløserknap, på med løse ærmer og en vindvest og så går det ellers ned ad Portet d’Aspet. Det er ikke uden en vis ærefrygt, at vi påbegynder nedkørslen. Casartellis tragiske skæbne er ætset ind i hukommelsen – og han kørte endda på tør asfalt, en luksus, der ikke bliver os til dels. Det er sin sag at manøvrere igennem hårnålesving, med regnen piskende i ansigtet som små barberblade og en hældningsgrad på den ubehagelige side af de 15 %. Selv når man virkelig hiver igennem i bremserne kommer farten sjældent ned under 40 kilometer i timen.
Vi tager os selv i at drage et lettelsens suk, da vi konstaterer, at vi har passeret stedet, hvor Casartelli forulykkede.
De første par kilometer af Menté’s østlige side er ganske tilforladelige og tillader os at køre lidt tiltrængt varme i benene. Den spirende optimisme bliver dog hurtigt kvalt af et par modkørende ryttere indhyllet i regntøj fra top til tå. De ligner et par skibbrudne fra Noahs Ark! Efter en kort nedkørsel tager stigningen for alvor fat, og de sidste 7 kilometer til toppen lægger vejen sig ikke under de 8 %.
For vores indre ser vi en nedkørsel fra Menté med elendig sigtbarhed, dårligt vejgreb på de regnvåde, spejlglatte og stejle ramper og mudder på vejene. Mon de sætter en mindeplade op for os, hvis vi styrter lige som Ocana gjorde?
Desforinden er der dog lige en stigning, der kræves vores udelte opmærksomhed. Dette er Pyrenæerne for fuld udblæsning; snævre, smalle veje af tvivlsom kvalitet i ufremkommeligt vejrlig og i faretruende terræn. Det er også et sindbillede på, hvad cykelsporten og Tour de France handler om i sit inderste væsen; en kamp mod andre, mod sig selv og mod elementernes rasen. Et par kilometer fra toppen kan vi konstatere, at vi kan se vores egen ånde – ikke noget godt tegn forud for nedkørslen.
På vej op gennem Mentés labyrint af hårnålesving får jeg meddelt min sjaskvåde og kulderystende bror, at jeg af en eller anden bizar grund har en B.B. King sang kørende på repeat inde i mit hoved. Han tilbyder storsindet, at jeg blot kan bryde ud i sang, men det får jeg høfligt afslået. Overskuddet rækker hverken til skønsang eller ekvilibristiske øvelser på luftguitaren, og det eneste, jeg har til fælles med den 86-årige blueslegende er, at jeg her på de stejle ramper føler mig lige så gammel som ham! Til slut får vi kæmpet os op til toppen, hvor vi beslutter at indtage et varmt måltid mad i restauranten, der skuffende nok ikke har en elektrisk håndtørrer på toilettet. Den slags er ellers særdeles brugbare når det gælder om at tørre drivende vådt cykeltøj. Nu bliver det kropstemperaturen, der skal tage den kamp op. Det viser sig at være en håbløs kamp! De løse ærmer og vindvestene har vi hængt til tørre på restaurantens stolerygge uden at personalet af den grund løfter et øjenbryn. Det er nok heller ikke første gang, at de har cykelryttere som gæster. De er dog stadig fugtige og klamme da vi skal til at påbegynde nedkørslen. Det gavner ikke moralen, og den højnes slet ikke af, at vi kan konstatere, at regnen har taget til. Brormands cykelcomputer siger 4 grader. Den kan åbenbart kun komme med dårlige nyheder.
Nedkørslen bliver den forventede prøvelse. Undervejs får jeg kastet et blik på min venstre overarm. Selv om vejbelægningen på denne side er betydeligt bedre, så danser mine muskler, eller hvad man nu skal kalde dem, en lystig jitterbug i en desperat kamp for at få varmen. Rytmen slås an af mine klaprende tænder…
Efter en hvirvelvindstur gennem 13 hårnålesving på få kilometer, når vi stedet, hvor først Merckx og siden Ocana ryger i asfalten for mere end 40 år siden, men vi undgår at styrte. Ingen mindeplade til os i denne ombæring!
Hverken Col de Portet d’Aspet eller Col de Menté tælles blandt de mest legendariske af bjergtinderne i Tour de France og ingen af dem har fungeret som etapemål – dertil er deres geografiske placering og de trange pladsforhold på toppen af de to tinder ganske enkelt ikke egnet. Men derfor har de alligevel spillet store roller i Tour de France’s historie dels som affyringsramper for dristige udbrudsforsøg og dels som baggrund for bjergrytternes seværdige jagt på point til bjergkonkurrencen, og begge bjerge er så rigeligt den anstrengende klatretur værd, da de begge er indbegrebet af den særlige Tour de France atmosfære, som Pyrenæerne kan frembyde.
"Tyver tinder i Tour de France", der beskrives som en blanding af en kør-selv-guide og beskrivelser af 20 ryttere og deres berømte bedrifter, er endnu ikke kommet på gaden. Cykelmagasinet bragte også et uddrag derfra i vores Tour de France-magasin.
|