Tekst: Hans Plauborg // Foto: Christian Devantier
Man fornemmer allerede stoltheden, storheden og det historiske vingesus uden for bygningen. Foran Colnagos hovedkvarter i Cambiago lidt uden for Milano står et kæmpe globus med en cykel på toppen – en lækker Colnago selvfølgelig. Jeg kan ikke lade være med at tænke, om det mon det er sådan, firmaets selvforståelse er. At man er på toppen af verden. Der mangler bare lige en rytter på cyklen i den klassiske vinderposition med armene i vejret. Så ville billedet af et firma fyldt med selvbevidst overskud være fuldendt. For burde ryttere på Colnago-cykler egentlig ikke altid køre rundt med armene over hovedet i en sand glædesrus over at være colnagoister?
Klart er det i hvert fald, at hvis nogen i cykelbranchen overhovedet skulle kunne tillade at have en sådan selvforståelse, så er det Colnago. I over 50 år har firmaet leveret materiale til nogle af de allerstørste cykelpræstationer på den professionelle scene. Den historie fortæller Colnagos eget cykelmuseum inde i bygningen bedre end noget andet. Museet er desværre ikke offentligt tilgængeligt, men Cykelmagasinet får lov at komme ind.
[C40 med pavé-mudder]
Det er lidt som at træde ind i en katedral, et helligt sted, hvor de store cykelpræstationer igen kommer til live gennem billeder på væggene og først og fremmest de mange udstillede cykler. Her er selvfølgelig Merckx’s orange Colnago – måske den mest berømte og lettest genkendelige ramme i verden. Ved siden af står Romingers timerekordcykel med gear 60/14 – inklusive en, UCI forbød ham at bruge. Længere bagved står Saronnis røde Colnago, som han nærmest voldtog i sin uimodståelige spurt, der gjorde ham til verdensmester i Goodwood i 1982. Her er flere af Bettinis cykler, og Olanos vindercykel fra VM i Columbia 1995 – med det flade bagdæk. Der er også en guldbelagt racercykel, som den cykelgale pave Johannes Paul den II fik i 1979 (han endte dog vist nok med at få den byttet til en lidt mere hverdagsduelig citybike, som han kunne cykle rundt på i Vatikanets haver!).
Nede i det fjerneste hjørne står en hel lille række af mudrede Colnago C40-cykler. Det er Ballerini, Museeuw og Tafis vinder-cykler fra Paris-Roubaix fra midt i 90’erne. De ser stadig ud, som de gjorde, da de kom i mål hin aprileftermiddag. Rolf Sørensens C40 fra Flandern Rundt i 1997 er her ikke. Måske ville han ikke af med den. Til gengæld finder man foruden profcyklerne et hav af ældre og nyere prototyper, ufærdige konceptcykler, og aerodynamiske stilstudier, som aldrig blev bragt i produktion.
[Cykelpatriarken] Efter en times tid i museet bliver der kaldt på Cykelmagasinets udsendte samt fotografen. Ernesto Colnago, firmaets 77-årige grundlægger, eneejer og fortsat daglige leder, har endelig tid til en snak. Om formiddagen har han været optaget af japansk tv, som har været på besøg. Men arbejdsdagen er først slut klokken 19. Sådan er det hver dag. Manden åbner sin fabrik klokken 07.00 og lukker den klokken 19.00. Derefter går han over vejen til sit hjem – et mindre palæ – skråt overfor fabrikken.
Vi kommer ind på kontoret, der udsmykket med alverdens Colnago accessories. Selv går Ernesto Colnago rundt og rundt og ind og ud af kontoret. Hele tiden i vigør. Fra et stort vindue i kontoret kan cykelpatriarken holde øje med, at der bliver bestilt noget i en større lagerhal nedenfor.
Man kan ikke undgå at bemærke, at manden holder sig ualmindeligt godt. Han virker adræt og skarp. Ansigtet er glat, næsten uden rynker. Pandehåret er ganske vist hentet langt omme i nakken, men det er vel i orden, når man nærmer sig 80 – også selv om man er italiener.
Hans egen karriere som håbefuld amatørcykelrytter sluttede brat i begyndelsen af 50’erne, da han brækkede benet. Det betød to måneder uden cykel og for at få tiden til at gå, bad han sin arbejdsgiver, cykelfabrikanten Gloria, hvor han arbejdede med at samle cykler, om at få nogle hjul, han kunne sidde og reparere på. Han opdagede i den periode, hvor stor en glæde og interesse, han egentlig havde for cykelteknologi, og i 1954 tog han springet og grundlagde sin fabrik i et skur, der målte 5 gange 5 meter.
[Den første cykelskrædder] Vi sætter os ned, oversætteren sætter sig ned, men rummets absolut ældste mand går stadig rundt på kontoret, roder i papirer og taler i telefon.
– Sådan er det altid med ham, når han skal interviewes. Det er ikke jer, der er noget galt med, siger oversætteren beroligende. Endelig sætter han sig ned.
Jeg spørger, hvad der adskiller en Colnago fra andre rammer på markedet, men inden jeg er færdig med at stille spørgsmålet, rejser han sig igen. Der er åbenbart noget, han igen lige skal tjekke. Sådan går det flere gange under interviewet.
– Forskellen mellem en Colnago og andre cykler? Det er jo som at sammenligne mineralvand med champagne, svarer Ernesto Colnago endelig uden antydningen af ironi.
– Colnago er helt anderledes end de andre cykelfabrikanter. Vi er det eneste cykelfirma, der har eksisteret i 55 år med den samme ejer. Det gør os specielle. Jeg har altid kunnet føre mig egne visioner ud i livet og følge de forretningsstrategier, som jeg fandt, var rigtige. Vi er det firma, der har sponseret flest professionelle hold de sidste 50 år. Og vi har altid været innovative. Da ingen andre troede på kulfiber som rammemateriale tilbage i midten af 80’erne, lavede vi verdens første kulfiberramme i samarbejde med Ferrari.
– Det må have været en stor satsning både kommercielt og teknologisk at satse på kulfiber for næsten 25 år siden?
– Ja, det var det. Men jeg har altid villet være en leder, der viser, hvad der er muligt, hvis man er kreativ. Da jeg begyndte med at lave rammer i stål i 50’erne, kørte næsten alle cykelryttere på cykler, der slet ikke passede til dem. Det havde jeg også selv gjort. Rammerne var alt for store og for lange, og rytterne sad forkert. Det gjorde dem langsomme. Samtidig var rammerne for bløde. Jeg ville lave dem mindre, mere kompakte, så de blev stivere. I princippet burde hver enkelt cykel skræddersyes til den enkelte rytter. Det var der ingen, der havde tænkt på før, siger Ernesto Colnago og understreger, at han meget gerne tager æren for at være den første, der tænkte på at lave custom made cykler.
[Samarbejde med Ferrari]
Gennem nogle år i 50’erne arbejdede han som deltidsmekaniker for Nivea-holdet, hvis kaptajn Fiorenzo Magni havde henvendt sig til ham for at få hjælp til en bedre indstilling af cyklen, fordi han altid havde ondt i det ene ben. Det endte med at han kom til at gå alle rytternes cykler efter, så de passede bedre. Senere fik han hænderne fulde med at lave custom made cykler en masse for Merckx og hans Molteni-hold. I et interview til cyclingnews.com har Ernesto Colnago fortalt, at han i de år lavede mindst 20 forskellige cykler til Eddy Merckx – hvert år.
Jeg spørger lidt mere til, hvordan han kom på ideen på at lave cykelrammer i kulfiber.
– Jeg må tilstå, at jeg på et tidspunkt troede, at titanium var fremtiden, men så kom kulfiber, som man blandt andet var begyndt at anvende i formel 1. Derfor indledte jeg et samarbejde med Ferrari, som på det tidspunkt var det firma, som vidste mest om forarbejdning af kulfiber. Folk mente, jeg var tosset. Det kunne ikke holde til belastningerne i cykelsporten, sagde man. Jeg mente til gengæld, at det handlede om, hvordan man lavede rørsamlingerne og de indvendige rørforstærkninger, og vi fandt ud af, at man fik den stærkeste konstruktion via muffesamlinger, fortæller Ernesto Colnago om de kulfibermuffer, som stadig er en slags varemærke for firmaet.
Jeg indvender, at muffesamlinger i dag måske ikke ligefrem er state of the art, og at de i hvert fald vægtmæssigt er andre samlemetoder underlegne. Ernesto Colnago ser pludselig mere alvorlig ud og løfter pegefingeren.
– Vægt har ikke højeste prioritet for os. Det har det aldrig haft. Holdbarhed, sikkerhed og pålidelighed er vigtigere. For tyve år siden troede ingen, man kunne køre Paris-Roubaix på en cykel af kulfiber. Nogle ryttere nægtede at køre på vores første serieproducerede kulfibercykel C35. Selv Museeuw var skeptisk i begyndelsen af 90’erne. Men selvfølgelig kunne man køre Paris-Roubaix på Colnagos kulfiberramme. Man kunne endda vinde på den, konstaterer han.
Den seneste ”muffekreation” fra Colnago lyder navnet Extreme Power Super, eller blot EPS. Og tro mod Colnagos filosofi om, at enhver cykel skal passe bedst muligt til rytteren fås den i hele 22 størrelser. Muffesamlingerne giver desuden mulighed for, at man forholdsvist billigt kan skræddersy en ramme med præcis de rørvinkler, rytteren måtte ønske. I modsætning hertil er der kun 8 størrelser at vælge mellem, når det gælder Colnagos top of the line ”monocoquekreation”, CX1. Sidstnævte produceres i østen, mens EPS’en fortsat er made in Italy.
– Giant ændrede totalt opfattelsen af, hvordan man laver rammer, konstaterer Ernesto Colnago uden begejstring.
– De opfandt sloping og sagde: Vi behøver kun small, medium og large. Det gav billigere rammer og større fortjeneste. Men hvad skete der? De professionelle ryttere sad elendigt på cyklerne og fik ondt alle steder. Det var et stort tilbageslag i cykeludviklingen. Heldigvis er trenden nu lidt på retur. Jeg siger bare: Man kan ikke lave cyklernes Ferrari ved at kopiere kineserne og lade økonomi være vigtigere end kvalitet. Vi ved, at folk, der køber en Colnago, er folk, der ved, hvad de vil have. De kender vores historie og vil betale den pris, vores kvalitet koster. Det er ikke folk, der tilfældigt kommer ind i en cykelbutik og går derfra med en Colnago. De har sat sig ind i tingene.
– Colnagos image er tæt forbundet med den professionelle cykelsports historie. Det ser man ikke mindst på jeres museum. Hvordan kan det være, at Colnago ikke sponsorerer et ProTour-hold i år?
– Der var ikke det rigtige hold med de rigtige folk bag.
– Ok, det var den korte begrundelse. Hvad er den rigtige begrundelse? Er der tale om en ny markedsføringsstrategi?
Ernesto Colnago virker et kort øjeblik lidt tøvende, men svarer så:
– Nej, det er ikke er ny markedsstrategi ikke at sponsorere. Men sidste år besluttede jeg, at det ikke var værd at bruge de enorme summer på et ProTour-hold, som de store asiatiske og amerikanske firmaer gør. Jeg ville prøve noget andet, siger Ernesto Colnago og afviser uden nærmere begrundelse, at det kan skade brandets image ikke at være til stede i ProTouren.
[Flytegninger]
Kigger man på Colnagos rammer over årene, ser man et tydeligt slægtskab. Eddy Merckx’s 35 år gamle orange stålmaskine er for eksempel ikke væsensforskellig fra den tidligere omtalte EPS. Man kan altid genkende en Colnago – om ikke andet så på den sublime lakering. Jeg spørger Ernesto Colnago om, hvordan den tilsyneladende konservative tilgang hænger sammen med målsætningen og ønsket om at være innovativ og skabe nye kreative løsninger inden for rammeproduktion. Han rejser sig – igen – men denne gang for at hente noget, der har relevans for svaret.
– Se her, siger han og fremviser en mappe. Uden på mappen står der i dansk oversættelse noget i retning af: ”Fra rejser rundt i verden uden søvn”. I mappen findes et utal af servietter, papirer og brochurer fra fly, som Ernesto Colnago har brugt til tage notater og laver tegninger på undervejs på sine mange flyrejser. Nogle af tegningerne viser meget avancerede rammekonstruktioner, der ligner noget fra tiden, inden UCI satte grænser for, hvordan en racercykel måtte se ud. De næsten organisk udseende kulfiberkonstruktioner, som vi alle husker fra især triatlon- og enkeltstartscyklerne i 1990’erne. Mange af skitserne har Colnago selv rentegnet efter sine rejser. De ligger i en anden mappe, som han også henter og åbner.
– Det her har UCI sat en stopper for. Med sine rigide regler har UCI sat en stopper for den virkelig kreative idéudvikling til gavn for køreoplevelsen på en cykel. Se den her tegning. Den er 20 år gammel. Allerede dengang så jeg muligheden for med kulfiber at lave en konstruktion, hvor styr og sadel var en integreret del af rammen. Elegant ikke? Det gør mig ked af det, at UCI på den måde har sat innovationen i stå.
– Mener du, at der ingen regler bør være for, hvordan en cykel, der bruges til cykelløb, kan se ud?
– Jeg mener, at UCI burde sætte sig ned med de store fabrikanter og finde frem til nogle mindre restriktive regler. Vi kan nok blive enige om, at en cykel skal have to hjul og et styr. Derudover bør alt kunne diskuteres.
Ernesto Colnago bladrer ihærdigt rundt i mappen. Han vil vise os en bestemt cykel.
– Den her, siger han endelig og viser os endnu et futuristisk designstudie af en cykel:
– Det er min favorit. Den vil jeg lave til mig selv, når jeg bliver gammel, siger den 77-årige cykelpatriark.
|