Jeg er ingenlunde en fan af doping.

Og Vinokourov er jeg heller ikke så vild med. 

Men jeg tager gerne hatten af for manden. Trods en blakket fortid og masser af modgang, er der én ting Vinokourov altid har formået: At rejse sig. Han besidder cykelsportens måske vigtigste gen i form af en ukuelig fightervilje. For lidt over et år siden brækkede han lårbenet, i hvad der skulle have været hans sidste Tour de France. Men Vinokourov gav ikke op og kæmpede sig tilbage. Det var ikke kønt, da han endte næstsidst i Chrono des Nations, der var hans første løb tilbage efter styrtet. Meget kønnere var det heller ikke i det meste af denne sæson.

Men i lørdags gik alt op i en højere enhed. Vinokourov sad det rigtige sted. Han rykkede på det rigtige tidspunkt, og fighteren fra Kazhakstan vandt måske karrierens smukkeste sejr i London – i hvert fald karrierens sidste. For efter 14 år på højeste niveau har Vinokourov sat cyklen i garagen. Og jeg mener, vi bør tage os tid til at mindes denne bindegale kazakher.

I Tyskland mente to dopingeksperter, at det var et nyt lavpunkt for cykelsporten. Den tidligere doper kan umuligt være ren, sagde de og hentydede til Vinokourovs blakkede fortid. I 2007 blev Vinokourov taget for bloddoping i Tour de France – det værste sted at blive taget – og siden måtte han afsone en karantæne på et år. Der skulle dog gå endnu et år før han vendte tilbage, og han skrev således først kontrakt med Astana i 2009.

Vinokourov blev ganske rigtigt taget med fingrene i kagedåsen det absolut værste sted. Folk, der bliver taget for doping under Tour de France, har generelt meget sværere ved at blive tilgivet af den almene cykelseer. Ligeledes virker det heller ikke til, at hans nationalitet hjælper ham på vej. De to tyske dopingeksperter sagde, at man hellere ville have en vinder som ”Cancellara eller en englænder, naturligvis”.   

Jeg er indforstået med, at Vinokourov ikke er den populæreste mand i hverken feltet eller hos fans – og jeg er som sagt heller ikke vild med ham – men manden har sonet sin straf, og så fortjener han naturligvis en chance til. Det er jo ikke just hans skyld, at han ikke er brite. David Millar blev hyldet i Tour de France efter etapesejren i år, fordi han var den ’frelste doper’. Vinokourov bliver hængt ud som ex-doperen. Selvfølgelig er der forskel på de to ryttere. David Millar har åbent talt om sin fortid, og om hvor meget han fortryder (og han er brite), mens Vinokourov har været anderledes mut om sin fortid – men kan man egentligt tillade at bebrejde ham? Hvor mange ville tro ham, hvis han begyndte at åbent at tale om sin fortid som doper, og at han havde lagt det hele på hylden?

Hans anden periode hos Astana var relativt succesfuld. Det blev til samlet sejr i Giro del Trentino, sejr i Liege-Bastogne-Liege, en 6. plads i Giro d’Italia, en etapesejr i Tour de France, en fjerdeplads i Fleche Wallonne, en 3. plads i Romandiet Rundt og en 3. plads i Criterium du Dauphiné, før han styrtede ud af Tour de France og som sagt brækkede lårbenet. 

Vinokourov formåede stadig at sætte sig selv i fokus, men som altid var meningerne delte om ham. Det blev næppe meget bedre efter det kom frem, at han sandsynligvis købte sig til Liege-Bastogne-Liege-sejren af Alexandr Kolobnev tilbage i 2010. Igen var Vinokourov i fokus for noget negativt. 

Vinokourov har altså to gange formået at fighte sig tilbage, efter hvad der for de fleste ville have været karriereafsluttende knock-outs. Og derfor hylder jeg ham gerne: Han formåede at rejse sig hver evig eneste gang han var begravet. Sådanne folk mangler sporten uden tvivl.

Jeg hylder ham ligeledes for hans fantastiske angreb i 2005 på Champs-Élysées, hvor han snød Levi Leipheimer for den samlede 5. plads i klassementet, da han med sejren på boulevarden – og de tilhørende bonussekunder – rykkede forbi amerikaneren. Og hans mange, lange og fantastiske angreb udefra vil også blive savnet.

Men skyggesiden af Vinokourov – de mange historier og den blakkede dopingfortid – kommer jeg næppe til at savne lige foreløbig. Desværre for ham har denne skyggeside i mange tilfælde fuldstændig overtaget billedet, der har været med til at skabe historien om Vinokourov.

Hvis vi slutteligt går tilbage til nutiden, så kunne jeg ikke undgå at få gåsehud, da Vinokourov kørte af sted og sejrede på ruten i London. Han har aldrig været min kop te – ikke så meget på grund af dopingfortiden, men mere på grund af hans ageren overfor hold og medier – men han har været en del af cykelsporten, lige så længe jeg har fulgt med. På intet tidspunkt har han givet op, kastet håndklædet i ringen og trillet af sted. Han har fightet, angrebet og kæmpet til sidste øjeblik. Sejren på Champs Elysees er en sejr, der på så mange niveauer beskriver Vinokourovs karriere og kørestil. 

Er jeg ene om holdningen her – er Vinokourovs karrierestop ubetydeligt? Er I glade for at han er væk? Del endelig jeres meninger i kommentarsystemet herunder.