Cykelsporten kan blive ødelagt af doping, men mistanken om doping kan være mindst lige så ødelæggende.
Forestil dig dette scenarie: Alberto Contador og de øvrige favoritter sidder på vej op ad Alpe d'Huez på Tourens første rigtige bjergetape. Det er kun de fem bedste ryttere, der er tilbage, og de kører i et hæsblæsende tempo opad. Fire forventede og én overraskelse. Contador, Froome, Wiggins og Andy Schleck. Og så er der lige én rytter mere. En ung colombianer, som man ikke rigtig har hørt om før.
De fire favoritter ser hinanden an, men det er ikke dem, der kommer til at være i hovedrollen på dagens bjergetape. Colombianeren angriber nemlig og Wiggins falder fra. De tre andre følger med, men colombianeren bliver ved med at angribe. Pludselig kan ingen af de tre andre følge med, og den unge ukendte rytter kører i ensom majestæt fra de tre konkurrenter og vinder etapen.
Det første, der popper op i rigtig mange fans' tanker, hvis det sker, er: Han må være dopet!
Men hvem ved?
Måske er han. Forhåbentligt er han ikke. Måske er han den nye Riccardo Ricco. Måske er han det største talent inden for cyklingen.
Men stop nu med at kald ham en dopingsynder, før han endelig har afgivet en positiv dopingprøve!
Alle er uskyldige, indtil det modsatte er bevist, og hvis man ikke tænker sådan, ja, så er cykelsporten allerede ødelagt. Hvis alle i cykelsporten er skyldige, når de gør noget godt, så kan vi ligeså godt aflyse løbene fra nu og til dommedag, for så har vi set det hele.
Så har vi allerede set verdens bedste cykelrytter. Så har vi allerede set den mest eksplosive. For hvis nogen gør noget godt og bemærkelsesværdigt igen, ja, så er de jo dopet, og så tæller det ikke.
Generaliseringer er den skyldige
Selvfølgelig har mange cykelryttere sat vores tillid på prøve, når der har været nye dopingsager, men, som Brian Holm så rigtigt siger, så vil der altid være brodne kar, som føler sig fristet af de ulovlige medikamenter. Men flere og flere meldinger i marken går på, at det er et meget renere felt, og det viser antallet af positive dopingprøver over de senere år også.
Rytterne bliver tjekket som gale, whereabouts og holdets egne tilknyttede dopinglæger gør, at livet som dopingsnyder er mere end normalt vanskeligt.
Derfor er det en ødelæggende generalisering, når man, hver gang man bliver overrasket i cykelløb, tror, at vedkommende er dopet. Ingen er dopingsyndere, før de er dømt.
Det ødelægger cykelsporten, og det ødelægger rytterne, hvis de skal have prædikatet som snydere ligeså snart de er cykelryttere.
Hvis løbet kom til at foregå, som vi har tænkt os inde i hovedet, så er der virkelig ingen grund til at se med. De fleste af os ser og følger vel med, fordi vi håber, at der sker noget grænseoverskridende, og noget vi ikke havde regnet med. Og man behøver ikke at være dopet for at kunne køre hurtigere end de andre.
Hvis vi håber på det uventede, men samtidig dømmer alle nye overraskelser som dopingsyndere, så er der ingen fremtid i cykelsporten.
Måske er det naive, utopiske tanker, men hvis cykelelskerne sætter standarden, så er det håb.
PS: Er du én af dem, der tror, at Bradley Wiggins er proppet med ulovlige midler, eller bare vil have lidt tankevækkende læsning, så læs britens fremragende blogindlæg på The Guardian, som han skrev under Tour de France. Her forklarer han, hvad han skulle give kald på, hvis han valgte at dope sig.
|