Man skal ikke gøre noget større, end det egentligt er.
Noget af det mest opblæste ved disse Olympiske Lege, som i sig selv ellers er yderst opblæst, helt ud af proportioner endda, viste sig dog at være Mark Cavendish favoritværdighed ved det Olympiske linjeløb. Visse mente, at der knap nok var større medaljefavorit ved de Olympiske Lege. Jo tak.
Det er selvfølgelig nemt at sidde i bagklogskabens lys og pege fingre. Og var det kommet til en massespurt, var Cavendish garanteret blevet olympisk mester. Men de forbehold der skal tages i cykelsporten, synes ikke at være blevet taget mange steder inden løbet. Der var to klare scenarier inden begivenheden - scenarier vi skitserede.
Den ene et, hvor det ville lykkes briterne at samle løbet. Det andet hvor Box Hill trættede briterne og Cavendish så meget, at de i sidste ende ikke ville kunne få overtaget på angriberne - der sjovt nok indeholdt navne som Alexandre Vinokourov, Vincenzo Nibali, Fabian Cancellara og Jakob Fuglsang, som vi mente var sandsynlige angrebsesser i løbet. Men det krævede vist ingen spåmand at regne ud.
På trods af cykelsportens uforudsigelighed syntes det, at et angreb mange steder næsten var dødsdømt på forhånd. Løbet blev naturligvis en fadæse for Storbritanniens landshold. "Det stærkeste nogensinde" som Bradley Wiggins postulerede. Nok ikke helt.
Men den største fadæse var den hype, der lagde som om Mark Cavendish og briterne inden løbet. Ikke at Cavendish ikke var favorit. Det var han også hos undertegnede. Men at han gøre ham til så stor en favorit i et 250 kilometer langt løb vil altid være farligt. Tag oddssætternes tro på briten som et eksempel. Hos bet365 kunne man ikke engang få sine penge to gange igen, hvis Cavendish vandt. Et ganske klart udtryk for den absurd opskruede favoritværdighed. Baseret på to afsluttende sejre i Tour de France. Igen, Cavendish var naturligvis favorit i en massespurt. Men at holde Cavendish chancer så højt oppe kontra muligheden for et udbrud er forkert i et mesterskab. Når nummer 3 og 5 i Tour de France arbejder mod to sprinternationer tællende 8 mand plus to arbejdsfritagede sprintere vil odds naturligvis ikke være med Cavendish og Greipel.
Desuden skal vi også prise os lykkelig over, at det olympiske linjeløb i den grad understregede, at cykling stadig er en sport, hvor det betaler sig at angribe. Særligt betryggende efter dette års dominerende indsats af Sky i Tour de France. Som, ja, til tider var kedeligt at være vidne til. Forventligt og forståeligt eller ej.
De Olympiske Lege blev skudt i gang med en afskedssejr til Alexandre Vinokourov. Angriberen over dem alle. Uforudsigeligheden skal endelig fortsætte med at herske. Selv nu hvor kazakherkongen er væk. Hvis angriberne troede lige så lidt på sine chancer, som eksperterne, havde de aldrig vundet.
Var arrangørerne amatører?
Noget kunnet tyde på, at svaret på ovenstående underrubrik er ja.
For selvom tv-kameraerne ikke viste meget drama under løbet, var der masser af drama. Drama, som kun kunne tilskrives den måde, løbet blev afviklet på.
For det første var der, som Chris Horner fortæller, vendt om på måden karavanen skulle køre på, alene fordi man nu var i Storbritannien, hvor der er andre færdselsregler. Hvorfor skal færdselsreglerne overhovedet have noget at sige over, hvordan karavanen skal køre, når det giver flere livsfarlige situationer?
Det kan meget vel være, at det står et eller andet idiotisk sted i regelbøgerne, men i så fald skal den regel droppes. Det er komplet hjernedødt. Tosset bureaukrati, der ikke spiller anden rolle end at sætte rytternes løb og helbred på spil.
For det andet var der de mange tilskuere. Rekordmange tilskuere. Måske en hel million! Tilskuermængden i sig selv kan man ikke klage over. Det var fabelagtigt og et stort bevis på, hvor populært cykelsport er blevet i Storbritannien. Bravo.
Men måden ruten var klargjort på?! Det var et problem, at tilskuerne ikke var indhegnet på hele rundstrækningen ved Box Hill! Rytterne fortæller selv, at det skabte flere farlige situationer - særligt fordi det olympiske publikum ikke aner, hvad cykelløb er, og hvordan man gebærder sig under det. Det skal der, sammen med de mange tilskuere, tages højde for fra arrangørernes side. Man skal sørge for, at tilskuerne IKKE kan træde direkte ud på vejen, i stedet for tilsyneladende at kunne holde picnic på kanten af vejen hele ruten rundt.
Heldigvis slap tislkuerne med "kun" at blive ramt en rytter én gang, da en TÅBE stod og tog billeder to meter ude på vejen. Idioter findes aller steder, og det burde det britiske cykelforbund have vidst. Ikke godt nok. De gjorde det bedste, med den erfaring de havde, og der var mange folk på arbejde. Men det var trods alttydeligt, at der ikke er stor arrangørerfaring i det britiske cykelforbund. Hvis VM nogensinde kommer til de britiske øer, skal der dæmmes op for farerne. Man kan ikke indhegne en hel etape i Tour de France eller de over 50 kilometer mellem Box Hill og The Mall - selvfølgelig ikke. Men man skal arbejde på at lukke mere ned for tilskuernes mulige effekt på løbet på rundstrækningen.
Det guld, der skulle komme
Og så sluttede det ikke engang med en fadæse rent sportsligt. Måske er den startende rubrik ikke helt fair ved Storbritannien, særligt ikke deres pedallerende atleter. For der var ikke meget herrerne kunne gøre i linjeløbet, det taktiske oplæg de kørte rundt med taget i betragtning. Det ville blive svært. Fadæsen er rundt om rytterne, på flere planer, alle nævnt ovenfor.
Hos damerne fik Lizzie Armistead trods alt sølv efter suværne Marianne Vos, der bliver ved med at udbygge hendes enorme resultatliste. Storbritanniens første medalje ved Legene - en cykelsucces.
Desuden blev Bradley Wiggins den mest vindende olympiske britiske atlet nogensinde ved at vinde herrernes enkeltstart med samme styrke som Darth Vaders dødsstjerne. Han skød ganske suverænt de andre enkeltstartsplaneter ned. Imponerende. Nu har Wiggo 7 olympiske medaljer, hvoraf fire er af guld. Det bringer ham på guldsiden kun et skridt bag Sir Chris Hoy og den legendariske roer Sir Steve Redgrave. En flot britisk afrudning på noget, der kunne være gået helt galt. I stedet fik Tour-vinderen lov til at juble med sine bakkenbartklædte, Union Jack-draperede landsmænd. Jublen ville ikke stoppe på The Mall, og det skulle den heller ikke. Wiggins er historisk, men det britiske cykelforbund er endnu ikke arrangørmæssigt på højde med deres to største stjerner, Wiggo og missilet Mark Cavendish.
|